Du som gir os liv

Guds Sønn har gjort meg fri

 


1. Guds Sønn har gjort mig fri 
fra Satans tyranni, 
fra syndestand, 
fra lovens band, 
fra dødens skræk og Helved-brand. 
Min Jesus lagde sig 
imellem Gud og mig, 
sig undergav 
min syndestraf, 
til marter, død og grav. 
Det var den kærlighed til mig, 
som er så ubegribelig, 
så god 
imod 
en ond fra top til rod: 
Der ingenting var til behag 
undtagen den forbudne smag, 
med mund og hånd, 
ja sjæl og ånd 
i Fjendens lænkebånd. 

2 Nu er jeg Gud i vold 
trods Slangen tusindfold! 
Lad ham kun stå 
og se mig gå 
med friheds purpurklædning på! 
Hvor gør det godt i bryst 
at følge Jesu røst 
på sandheds sti, 
alt ondt forbi, 
til Himlens sorgenfri! 
Lad verden sig ej bilde ind 
endnu engang at få mig blind. 
Nej, nej, 
den vej 
til Helved går jeg ej. 
Nej, jeg er købt for dyre til 
at prøve syndens lykkespil; 
jeg blæser ad 
den lokkemad 
og ser til Himlen glad. 

3 Mit hjerte i mig ler, 
når jeg min grav besér; 
ej blomsterdal, 
ej fyrstesal 
så tryg en seng mig vise skal. 
Min død er færgemand 
til livets faste land, 
Gud Sebaot,
hans eget slot. 
Ja, dér er evig godt. 
Er vinden her end tit imod 
at spæge lidt det kåde blod, 
al kur 
er sur 
for menneskets natur; 
den gør dog let, som rå og hind, 
det derudi forsøgte sind, 
ja, korsets hegn 
er just vort tegn 
til friheds rette egn.

Hil dig, frelser

1. Hil dig, Frelser og Forsoner! 
Verden dig med torne kroner, 
du det ser, jeg har i sinde 
rosenkrans om kors at vinde, 
giv dertil mig mod og held! 

2. Hvad har dig hos Gud bedrøvet, 
og hvad elsked du hos støvet, 
at du ville alt opgive 
for at holde os i live, 
os dig at meddele hel? 

3. Kærligheden, hjertegløden 
stærkere var her end døden; 
heller giver du end tager, 
ene derfor dig behager 
korsets død i vores sted. 

4. Ak! nu føler jeg til fulde 
hjertets hårdhed, hjertets kulde. 
Hvad udsprang af disse fjelde, 
navnet værd, til at gengælde, 
Frelsermand, din kærlighed? 

5. Dog jeg tror, af dine vunder 
væld udsprang til stort vidunder, 
mægtigt til hver sten at vælte, 
til isbjerge selv at smelte, 
til at tvætte hjertet rent. 

6. Derfor beder jeg med tårer: 
Led den ind i mine årer, 
floden, som kan klipper vælte, 
floden, som kan isbjerg smelte, 
som kan blodskyld tvætte af! 

7. Du, som har dig selv mig givet, 
lad i dig mig elske livet, 
så for dig kun hjertet banker, 
så kun du i mine tanker 
er den dybe sammenhæng! 

8. Skønt jeg må som blomsten visne, 
skønt min hånd og barm må isne, 
du, jeg tror, kan det så mage, 
at jeg døden ej skal smage, 
du betalte syndens sold.

9. Ja, jeg tror på korsets gåde, 
gør det, Frelser, af din nåde. 
Stå mig bi, når fjenden frister! 
Ræk mig hånd, når øjet brister! 
Sig: vi går til Paradis!